Trine Lund Frederiksen
@Trinelf
9 bøger læstSeneste aktivitet
Fra første til sidste sætning holdt den mig fanget og fortryllede mig med sit fine fantastiske sprog. Bogen er en rigtig “sansebog” - smagene, duftene, følelserne og naturen i marsken bliver hos en selvom bogen for længst er slut. Pigen Kyas svigtes af sin familie og efterlades alene det det barske marsklandskab i North Carolina. Kya er følsom og intelligent men opleves af menneskene i den nærliggende by som vild og uden normer. Hun møder drengen Tate, og det lykkedes ham at “tæmme” den vilde Kya, og et venskab opstår. Tate lærer Kya læser, og det står hurtigt klart, at hun er klog og har en kæmpe forståelse for marsklandets natur. Tate forlader for en stund marsken for at uddanne sig. Kya føler sig igen forladt og efterlades med ensomheden. Byens lokale quarterback drages af Kyas vilde skønhed og bejler til hende. Hun falder for hans charme og søde ord! Den unge quarterback findes dog død og mistanken falder på Kya.... Jeg er vild med bogens magiske realisme, hvor naturens kræfter bryder ind i Kyras liv og bliver en del af hende. Det er på mange måder en typisk “all American novel” om pigen som må så meget slemt igennem for så alligevel at rejse sig. Men selvom Kya er en overlever, er hun også plaget af ensomhed, og netop dette er beskrevet yderst rørende! Hvor flodkrebsene synger får min varmeste anbefaling!
Denne anmeldelse indeholder spoilers.
Er du til provinsens skyggesider, dysfunktionelle skæbner og overlevere, ja så er det bare med at komme i gang. Jana Kippo er vendt hjem til den lille barndomsby Smalånger for at redde Bror der er ved at drikke sig ihjel. Jana er i byen er kendt for at have forsøgt at tage livet af sin far med en høtyv. En opgave der ikke lykkedes, men senere blev fuldendt af Bror. Byen er på mange måder som Hotel California. “You can check-out any time you like, But you can never leave! " Så Jana er naturligvis stuck. Med et forhold til den psykisk ustabile John og et job i hjemmeplejen, et job hun faktisk søgte i en brandert. Men hun er god til omsorg, Jana. Måske fordi hun altid har været der for Bror. Persongalleriet i Smålanger er skildret superb. Alle har de forkvaklede relationer til hinanden. Og ikke mindst til “hende der Maria der gik hen og døde” - og som gik på omgang mellem de gifte mænd i byen. Som er relateret til Jana og Bror og “havde samme tænder som os, men viste dem tiere!”. Sort humor er der nok af. Som barndomsveninden Katharina som er ved at dø af cancer og ikke ønsker at tilses af sygeplejersken Angelika med Carpe Diem tatoveringen for “forestil dig, at de sidste ord man ser, inden man dør er Carpe Diem!” Ja der er masse af sort humor i bogen, MEN den er også grum. Skildringen af Jana og Brors barndom på Kippogården hos “Fadren” og “Modren” er så modbydelig. Far slog, drak og det der var langt værre. Mor så den anden vej og bad til Gud. Jeg ved sgu ikke hvem der svigtede mest! Sproget i romanen er sært, men fortryllende . På mange måder nærmest barnligt uden nogen form for tegnsætning eller forskel mellem store og små begyndelsesbogstaver. Navnene er skrevet ud i en køre - Allanberg, Gunnargran og Märitljungqvist. Sætningerne kører altså nærmest bare selv derudaf uden tegnsætningens mulighed for tænkepauser. Jeg måtte af og til læse sætningerne igen for at forstå betydningen. Forstå betoningen! Men lad det ikke skræmme. Det er fængslende. Medrivende!
7 år skulle der gå før jeg fik læst Et lille liv af Hanya Yanagihara. Nok fordi jeg ofte undgår litteratur der simpelthen bliver for grum. Og det er romanen. Grum. Ond. Ubærlig barsk. Derfor har det også taget mig over 14 dage at komme igennem de 790 sider. Jeg har haft brug for pauser. Jeg har undervejs grædt, haft kvalme, talt med personerne undervejs, grint og har haft lyst til at smide romanen ud af vinduet. Handlingen - også det grumme fortælles med en lethed og simplicitet der gør den et mesterværk. Skam, skyld, kærlighed, tilgivelse, ondskab, seksuel misbrug og ikke mindst venskab er temaer i bogen. Alt fortalt med en sproglig lethed og overlegenhed. Romanen er en af den slags menneskehistorier man aldrig glemmer. Den skildrer 4 venners liv gennnem næsten 40 år. JB, Malcolm, Willem og Jude. Deres venskab er romanens hjerte. Læseren følger dem gennem sorg, glæde, forløsninger og udfordringer, og mærker deres venskabelige bånd forstærkes men også brydes og heldigvis etableres igen. Jude er den absolutte hovedperson. Hans historie er så helt igennem forfærdelig og grusom - og jeg kan ikke mindes at have læst fiktion med så frygtelig en fortid. Judes kamp med skam og ikke mindst skyld er et af hovedtemaerne. Det er så vildt ironisk at han i den grad tiltrækker sig kærlighed men ikke er i stand til at se igennem sit eget selvhad. Han nægter sig selv at være vred på verden, men retter den mod sig selv ved hjælp af de barberblade han skamferer sig selv og derved får trøst. Romanen er altså også en historie om venskab. Det der skete når vennerne bliver vores selvvalgte familie. Det er jeg vild med. Venskabet mellem JB, Malcolm, Willem og Jude et af dem, jeg vil gemme på min indre boghylde ved siden af Jack, Jordan, Mike og Capers fra Beach Music og Owen Meany og Johnny Wheelwright fra En bøn for Owen Meany.
Denne anmeldelse indeholder spoilers.
Jeg husker dagen som lys af Olav Hergel Jeg husker dagen som lys handler måske nok om død og psykisk sygdom. Og så alligevel slet ikke. Den handler om kærlighed, om lykke, om livsglæde - om lyset der overvinder mørket. Romanen er en erindringsbog og et ærligt selvportræt. Olav Hergels mor den smukke Benedicte Hergel er en del af inderkredsen omkring Karen Blixen - og dødelig forelsket i Thorkild Bjørnvig (et drama der blev beskrevet i Bille Augusts film Pagten. Hun er smuk som en gudinde, vittig, intelligent og en dygtig skribent - og så er hun psykisk syg. Olav er 7 år da hun tvangsindlægges første gang. Når moderen er syg straffer hun sig selv ved ikke at tale til sine børn - i stedet skriver hun lange, rablende breve. Derudover straffer hun sig selv ved ydmygende opførsel som at gå nøgen rundt i byen og urinere på gaden. Når mor er indlagt bor Olav og søsteren Ane ofte hos mormor, hvor han blomstrer i normaliteten. Da han er 16 drukner Benedicte sig i Øresund - og Olav tager efter beskeden om selvmord ud for at spille fodbold. Og efterfølgende husker han dagen som lys - morens selvmord sætter ham fri. Indtil han genkender morens sygdom i sig selv. Olav lider af tvangstanker. Han giver sig selv skyld for alverdens ting og har katastrofetanker. I 80’ernes aidsepidemi tror han hele tiden, han er smittet. Tvangstankerne medfører depressioner. Han har ikke et navn for tilstanden men kalder den “Olav straffer Olav” på Risskov kalder det “vaske hænder syge”. I 1990’erne læser han en artikel om OCD (som faktisk først fik et navn der) og forstår det er det han (og moderen) fejler. Og det bedste er, at der er en behandling. Hergel er jo en fantastisk (og Cavling vindende) journalist - og det mærker ham. Benedicte Hergels historie er velbeskrevet - både i Niels Barfoeds Benedicte og i filmen Pagten. For mig bliver romanen rigtig interessant i Olav Hergels selvportræt og opdagelsen af sin egen sygdom. Man kan kun være imponeret af at et menneske kan bygge en så stor karriere med OCD-djævlen konstant siddende på skulderen. Alle der har kæmpet med psykisk sygdom eller haft det inde på livet bør læse Jeg husker dagen som lys - som netop er fyldt af lys og kærlighed på trods af mørket!
Denne anmeldelse indeholder spoilers.
Nøjsomheden af Stine Askov Det her er vel egentlig en slags kærlighedsroman - en romance. Men åh altså - den er altså så meget mere. Den er realistisk - du tror på den. Også har den fantastiske karakterer. Mest hovedpersonen Mona og hendes gudmor Tut. (som er rank - selv når hun ligger ned - og har været morgenbolledame hos Simon Spies). Jeg spejler mig i Mona - i hendes måde at læse på. I hendes forhold til litteraturen. Hun ved da godt, at noget litteratur er finere end andet. Men hun er ligeglad. Hun sluger det hele. Harry Potter, Sophus Clausen, Fifty Shades, Fiskerne og Lykke Per. Bøger hun skaffer i Nøjsomhedens byttecentral. Herefter anmelder hun bøgerne på en post it. Kort og præcis (her adskiller hun sig en del fra mig). Mona er født, opvokset og bor altså stadig i det sociale boligbyggeri Nøjsomheden i Helsingør. (Kvarteret findes i virkeligheden og har været på Ghettolisten. Seriøst HVEM finder på at kalde et socialt boligbyggeri for Nøjsomheden? Mor er psykisk syg og sygeligt besat af kongehuset som hun samler på udklip af fra de kulørte ugeblade. Heldigvis har Mona mosteren og gudmoren Tut som hjælper og støtter hende - selvom deres forhold ikke er uproblematisk. Især på grund af Tuts søn Frederik som er en uberegnelig voldspsykopat der udnytter og tryner sine omgivelser. Men hvordan er det her en romance tænker du måske. Jamen det er det, fordi Mona forelsker sig i den stammende overklassedreng Nikolaj - og det er gensidigt. Han læser litteraturvidenskab og på trods af at han er litteratursnob mødes de blandt andet om Harry Potter, som for dem begge har været en redningskrans i deres vidt forskellige barndom. Mona er ikke en stakkel. Hun er måske nærmere et mælkebøttebarn, som har lært af Moster Tut at hun ikke skal lade sig nøjes. Mona tror på lykkelige slutninger. Læs den!
Se mere i Bookabout
Følg Trine Lund Frederiksen, se hele deres læsehistorik og opdag gode bøger sammen.